21. oktober 2025
Ansvarlig: Claus
Menu
Hakkebøf tilberedt af fars fra dådyrkølle. Serveret med ristede kartofler og rodfrugter samt stuvning af kantareller. Kraftig sauce og hjemmesyltede tomater.
Dessert
Æbletærte.





4. november 2025
Ansvarlig: Kesse
Forret
Hjemmelavet rugbrød med krondyr-spegepølse.
En skive hjemmebagt rugbrød – eller bagerens det bedste – smøres med smør. Kartoffelskiver og radiseskiver lægges på, og tykke skiver af pølsen lægges ovenpå. Pyntes med hvidløgsspire, rødløg og dijonnaise samt friskkværnet peber.
Hovedret
Wienerschnitzel af vildsvin (rygfilet).
Schnitzlerne bankes flade, vendes i piskefløde, derefter i hvedemel og så i æggehvider og til sidst i Panko-rasp!
Dertil brasede halve kartofler og søde ærter – pyntes med peberrod og ansjoser.
Ellers en fredfyldt aften i skolekøkkenet, hvor også den traditionsfulde julemiddag den 12. december blev vendt. Den trækker vi af på næste gang.





18. november 2025
Ansvarlig: Martin
Hovedret
Kalvetunge i cremet sursød peberrodssovs med persillerødder og persillekartofler
Sprængt tunge kommes i en gryde sammen med pillede løg, laurbær, peberkorn og timian. Dækkes med vand og koges i knap 2½ time.
Skrællede persillerødder skæres i stave og koges med i ca. 10 minutter.
Kogevandet sigtes og anvendes til at lave sovsen (opbagt). Lige inden servering rives peberrod og tilsættes sovsen.
Hertil kogte kartofler, der inden servering vendes i persillesmør.
Dessert
Gammeldags pandekager med vaniljeis og knust kandis
Find en opskrift på nettet – de er bare skidegode – se billeder 🙂



2. december 2025
Ansvarlig: Kurt
Forret
Fransk løgsuppe – frit efter Camillos opskrift
Der laves først en grøntsagssuppe/-fond. Alternativt en god kraftig bouillon.
Dernæst pilles løg (1½–2 kg til 8 personer, når det er forret). Løgene halveres på langs og skæres i tynde skiver, der steges ved middelvarme på en pande eller tykbundet gryde i 30 minutter.
Der skrues op for varmen, og der tilsættes flagesalt, kværnet peber og balsamico.
Når det er kogt ind, tilsættes vin, og der skrabes i bund. Herefter tilsættes laurbærblade og timiankvist samt fonden.
Suppen simrer herefter, mens skiver af flutes varmes i ovnen og drysses med revet ost, hvorefter brødene lige får lidt tid med ovnen på grill.
Suppen portioneres, og brødene lægges på kanten. Lækkert!
Hovedret
Klassisk langtidsstegt andesteg og den gode sauce
I dette tilfælde købes konfiterede andelår, der varmes i ovnen. Det bliver bare perfekt.
Saucen tilberedes af stegeskyen tilsat lidt portvin, ribsgele samt lidt balsamico.
Vigtigt er hjemmelavet rødkål, der ikke skal koges for meget – derved bevarer de sprødheden, der passer perfekt til den møre and 🙂



12. december 2025 – Julemiddag
Forret
Selvplukkede østers på tre forskellige måder
Allerede to dage inden middagen – onsdag den 10. december – kørte fem Kalorier til Ho Bugt for at plukke østers på østersbankerne i bugten.
Se beretning sammen med billeder ved siden af.
Et par østers blev nedsvælget rå, kun tilsat citronsaft. Ganske fint.
Dernæst to forskellige tilberedninger på grill. De åbnede og løsnede østers tilsættes krydderier og urter og drysses med enten rasp eller revet ost.
En ganske lækker ret, som også folk, der ikke er vilde med denne form for skaldyr, vil synes om. Serveres med baguette.
Hertil Crémant fra Alsace.
Hovedret
Kogt torsk “med hele svineriet” og sennepssovs
Hele svineriet er hakkede løg, hakkede æg, hakkede rødbeder, revet peberrod og kapers.
Pas på med torsken – den skal i det kogende vand, der er tilsat peberkorn, eddike og forskellige urter efter eget valg.
Sluk så næsten for varmen, og lad fisken stå nogle minutter. Så er den ganske lækker.
Hertil Chardonnay fra Frankrig.
Dessert
Skulle have været affogato med rommarinerede rosiner
Da den kalorie, der har opskriften, meldte afbud, måtte afløseren improvisere, og det blev til et smagfuldt glas med crème fraîche og jordbærgele m.v.
Hertil mørk portvin. Jan holdt juletalen mens værten var indhyllet i cigartåger.








6. januar 2026
Ansvarlig: Lars
Forret
Skindstegt ørredfilet på en bund af kold kartoffelmos
Kartoffelmos: Kartoflerne skæres i 2 cm tern og koges i ca. 10 minutter. Afkøles herefter.
Kartoflerne vendes i en blanding af crème fraîche, bladselleri, finthakket dild, halve tynde skiver rødløg og glaskål.
Ørred: Renses og skæres i fileter, hvor skindet bevares, og alle – ALLE – ben fjernes. Om nødvendigt, og det er det, så med en pincet eller lignende værktøj.
Skæres i ca. 10 cm stykker og drysses med Muttis krydderiblanding. Ristes ved høj varme på skindsiden på panden og derefter lidt på den anden side. Pas på, de ikke får for meget.
Serveres på tallerken, hvor kartoffelsalaten er i bunden og fisken ovenpå. Yderst lækkert.
Hovedret
Elggryde med kartoffelmos
Bov eller ryg fra elg skæres i tern og koges i 2 timer – eller kortere i en trykkoger.
Til saucen kan bruges skalotteløg, bær m.v.
Serveres med kartoffelmos, der røres med pisker og fløde og bliver ganske let og luftig.
Dessert
Kransekage med portvin




20. januar 2026
Ansvarlig: Torben
Forret/hovedret
Chowder med muslinger og selleri
En chowder er en “tyk, cremet og mættende amerikansk suppe”.
I Torbens version er hovedingredienserne selleri og kartofler i tern (kartoflerne i store tern), løg og porre i skiver.
Muslingerne kommes i en gryde med kogende vand, og der lægges låg på, til de har åbnet sig – og ikke et øjeblik længere. Kassér dem, der ikke har åbnet sig. Si vandet, der skal bruges senere.
Bacon svitses i en stor gryde. Løg og porrer kommes i og steges lysgyldne.
Krydderurter (laurbærblade, timiankvist, rosmarinkvist og oreganokvist) tilsættes sammen med muslingekogevand og mælk/fløde.
Småkoger, til det hele er mørt, men ikke udkogt. Muslingerne tilsættes, og persille drysses over inden servering.
Anderledes og lækkert.
Dessert
Mango-lime mousse: 3 æggeblommer piskes med 100 g sukker over vandbad, til blandingen er cremet.
4 blade husblas udblødes i koldt vand, tages op og smeltes over vandbad. Husblassen røres i æggemassen i en tynd stråle.
Mangofrugten skrælles, og stenen fjernes. Kødet hakkes og blendes. Røres i æggemassen sammen med limesaft og revet skal.
Æggehvider piskes stive. Piskefløde piskes stiv. Begge dele vendes i, og moussen serveres i portionsglas.
Lækkert …
Dertil champagne eller anden mousserende vin.
Vine
Paul Mas Viognier og en rød Grande Alberone.






3. februar 2026
Ansvarlig: Karl
Forret/hovedret
Indbagt mørbrad à la Wellington
En svinemørbrad finpudses og brunes på en pande. Tages af varmen og krydres med salt og peber. Smøres med en blanding af Dijon og grovkornet sennep. Hviler herefter.
Svampeblanding: Champignon, løg, hvidløg og timian finthakkes og steges i smør under omrøring på en pande. Sauteres, til al væden er væk (dup evt. med køkkenrulle). Afkøles på en tallerken med et stykke køkkenrulle over, der tager overskydende væde, så blandingen ikke er våd.
Serranoskinke fordeles på et stykke film, så hvert stykke ligger ca. en cm ind over det næste. Svampeblandingen fordeles over skinken. Svinemørbraden lægges på, og skinke med blanding pakkes om mørbraden. Enderne lukkes med skinke. Overfladen formes gennem filmen ensartet og flot. Filmen fjernes.
Så pakkes mørbraden, der nu er omsluttet af skinken, ind i butterdej. Der pensles med æggeblomme. Skær ridser i butterdejen.
Ovnen varmes til 225 grader, og mørbraden lægges ind på bagepapir. Ovnen skrues ned til 200 grader, og der bages i ca. 30 minutter til en kernetemperatur på 62 grader.
Hviler i ti minutter, inden den skæres i tykke skiver.
Dertil Hasselback-kartofler og portvinssauce. Denne laves ved, at finthakkede skalotteløg og hvidløg steges i saltet smør. Derefter tilsættes ved høj varme portvin (1 flaske) under omrøring, til vinen er reduceret til 1/2. Derefter piskes fløde i saucen.
Specielt og lækkert.
Dessert
Appelsindessert med makroner
Lige dele sød appelsin og blodappelsin skrælles og hinder fjernes – skæres i tern. Lægges i et glad ovenpå knuste makroner.
Toppes med en creme af crème fraîche, piskefløde, vaniljesukker og flormelis. Knust chokolade ovenpå. Lækkert 🙂
Vine
Aftenens vine: Tysk hvid Weissburgunder fra Baden og Valpolicella Ripasso Superiore.







17. februar 2026
Ansvarlig: Eigil
Store badedag 2026
Traditionen tro oprandt dagen, hvor kalorierne skulle igennem den årlige badetur.
Efter badet indtoges en lige så traditionel bademiddag bestående af helstegt ribeye med kartofler i skiver lavet i ovn med rigeligt bearnaisesauce og grøn salat med jordbær.
Dessert er affogato. En meget lækker nyskabelse på Kaloriernes menukort.
Ellers som sædvanlig opskriften på gryderetten:
Blanchering af rodfrugter
Ingredienser og fremgangsmåde:
En meget stor gryde
En frygtelig masse vand
Brænde
2–3 klortabletter
Et dusin rodfrugter
Ampuller indeholdende forædlet humle
Gryden placeres et sted, hvor de lydmæssige konsekvenser ikke kan genere andre voldsomt. 1500 liter vand hældes op i gryden, som varmes op til knap 40 grader.
Der tilsættes klortabletter.
Rodfrugterne skylles i lunkent vand. Frugterne placeres i vilkårlig rækkefølge, uafhængig af form og farve, rundt langs kanten i gryden.
Temperaturen holdes konstant på 40 grader (Celsius), blancheringen sker gradvis. Enkelte rodfrugter kan koge helt ud. Hold derfor øje med toppene, som lige bør være fri af vandet.
Der kastes jævnligt lidt forædlet humle i vandet, hvilket rodfrugterne har rigtig godt af.
Efter ca. 20 minutter er rodfrugterne klar til brug.
Frit efter vores afholdte, nu afdøde Skriverkarl FS.
Aftenens drikkevarer: Bayersk øl i gryden, Syditaliensk Primitivo og Norditaliensk Pinot Grigio til maden.







3. marts 2026
Ansvarlig: Per
Forret
Bagte kartoffelskiver med fetacreme og bacon
En lækker snack – uhmm. Kartoffelskiver pensles med olie og bages i 25 minutter. Hakket stegt bacon drysses over fetacremen, der lægges på hver kartoffelskive med en sprøjtepose.
Hovedret
Hakket oksekød og spidskål
Gulerødder skæres i små tern, og spidskål snittes og hakkes fint. Sauteres ad to-tre gange på en pande og hældes i et fad.
Hakket oksekød med løg og hvidløg sauteres videre på panden. Krydres med spidskommen, cayennepeber, paprika og oregano.
Hældes over i fadet. Persille, salt og peber tilsættes, og det hele vendes godt rundt. Kalvefond hældes ved, inden fadet sættes i en 190 grader varm ovn og steges i ca. 30 minutter.
Vendes nogle gange undervejs. Lækkert anderledes.
Dessert
Bagte blommer med nøddeknas og is
Halve blommer lægges i et fad, drysses med lidt kanel og sukker – plus lidt citronsaft over. Placeres i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.
Groft hakkede mandler og hasselnødder ristes på en pande sammen med noget havregryn. Når det dufter dejligt ristet, tilsættes smør, og når det er smeltet, tilsættes brun farin.
Efter et par minutter er det karamelliseret og tages af og lægges til køling på en tallerken. Når blommerne er færdige, serveres de med vaniljeis og overdrysses med nøddeblandingen. Mums.




7. april 2026
Ansvarlig: Jan
Forret
Blinis på tre forskellige måder
- Sort oliven i skiver med kapers og mozzarella samt rød pesto.
- Skinke, knust bacon og crème fraîche.
- Skive ost, grøn pesto, tomatskiver, blåbærmarmelade og citronskiver.
Hovedret
Klassisk stjerneskud
Ristet franskbrød med kæmpe rødspættefileter.
Dressing, kaviar, grønne og hvide asparges, rejer samt citronskive og strimlet agurk.
Dessert
Cupcake med glasur og kaffe til
Vine
Italiensk Pinot Grigio.




